|
|
Babysalmesang

Babysalmesang henvender sig til spædbørn i alderen 2-12 måneder samt deres mor eller far.
Vi vil stimulere børnenes nysgerrighed og lydhørhed over for sang og rytmik. Vi synger salmer og sange, danser, leger og siger rim og remser. Efter ca. 45 minutters sang i kirkerummet, hygger vi os med en kop kaffe i Kapitelsalen.
Vi har en utrolig stor skat af smukke salmer. Denne skat er en værdifuld ting at give videre til vores børn. Musik har en dejlig indvirkning på børn fra de er helt små, noget af det bedste er at høre mor eller far synge.
Vi mødes hver tirsdag kl. 10.00 i Herlufsholm Kirke
Babysalmesangen ledes af organistassistent
Marie Ottar Jespersen.
For yderligere information samt tilmelding bedes du ringe til Marie på 3022 2170.
Pressen skrev:
Marie Ottar Jespersen lægger vægt på at børn og forældre skal bruge kroppen og sanserne til babysalmesang, så det ikke kun er stemmebåndene der røres. Børnene får svingtur i tæpper, der bliver danset, sunget, dikket på næse og mave til rytme og rim.
Charlotte, mor til Julie på ½ år , og Gitte, mor til Lærke på 4½ mdr. fortæller om deres oplevelser i Herlufsholm Kirke: ”Babysalmesang er supergodt. Børnene er glade, de smiler og griner. Man får selv god inspiration til at aktivere sine børn.” Og de fortsætter: ”Vi har gået til babysalmesang siden vores børn var 2 måneder gamle og det har vi ikke fortrudt et sekund. Tiden flyver af sted i Herlufsholm Kirke og der er en god kombination af sange, lege, salmer, rim og remser. Og Marie har en fantastisk kontakt til alle børnene.”
Helle, der er mor til Emilia på 8 måneder supplerer: ”Omgivelserne er helt perfekte og Emilia elsker at være her. Mange af sangene bruger vi derhjemme til stor jubel.”
|