Fra Paris til Herlufsholm

Jeg er født i 1963 i Næstved. Jeg begyndte at gå til klaver som syvårig hos byens legendariske klaverpædagog, Harriet Østergaard-Andersen. Som 15-årig blev jeg organist ved Vejlø Kirke. Jeg blev senere optaget på konservatoriet i København og blev kandidat i 1990. Her mødte jeg også Lene, som jeg nu har været gift med i mere end 20 år. Efter yderligere to års studier i København og Paris (bl.a. hos den ikke mindre legendariske Marie-Claire Alain) debuterede jeg fra Solistklassen i 1992.

Frankrig og den franske musik og kunst har altid talt stærkt til mig, og mine ophold dér har betydet meget for min musik. Også – og især - når det handler om improvisation, er Frankrig en væsentlig inspirationskilde.

Siden 1995 har jeg været organist ved Herlufsholm Kirke, der med sin skønne beliggenhed og fine orgel (og kororgel, og flygel) er rammen om en ønskestilling som kirkemusiker. Nå ja, ikke at forglemme: de søde og dygtige kolleger og skønne mennesker i menigheden, der gør hver dag til en glæde!

Orglet er et fantastisk énmandsorkester, der altid har fascineret mig. Det er samtidig dét redskab, der sætter den musikalske ramme om hver eneste kirkelige tjeneste. Kirkemusikken skaber sammenhæng i gudstjenesten, fællesskab i salmesangen og kan fortælle noget med toner, som ikke kan siges med ord. Jeg betragter det som min fornemste opgave at finde og formidle musik, der giver den rette stemning uanset anledning og desuden at levere et salmespil, der gør det inspirerende og behageligt for kirkegængerne at synge med til. I den forbindelse er kirkens kor, som jo også er organistens ansvar, en vigtig medspiller. Koret skal ”sætte tonen”. Det er altid nemmere at synge selv, når man har nogle dygtige sangere at synge sammen med.