Musik med de mindste

Musikken har altid været en stor del af mit liv. Som 6-årig begyndte jeg at spille klaver. Siden tog jeg også fat på accordeon, klarinet og sang. Hvis man havde spurgt mig som 8-årig, hvad jeg skulle være, når jeg blev stor, ville svaret have været organist. Jeg var meget fascineret af” instrumenternes dronning”  - orglet. Jeg skulle dog rundt om lidt andet, før jeg som 30-årig begyndte at spille orgel og tog organistuddannelsen på Roskilde Kirkemusikskole.

I februar 2006 blev jeg ansat som organistassistent ved Herlufsholm Kirke. Det var min første stilling. Senere samme år opstartede jeg babysalmesang. Tidligere havde jeg gået til babysalmesang med min egen datter, og var meget imponeret over hvor stort et indtryk sang, musik og bevægelse gør på de allermindste. Derfor var det dejligt selv at kunne starte et hold. Siden da har vi haft de sødeste små i kirken hver tirsdag. Den udvikling de små gennemgår i forløbet, bliver ved med at betage mig. Mit hjerte brænder i det hele taget for musik med børn. Hvilke børn elsker ikke sang og musik? Kirkens smukke og store rum er det dejligste sted at synge, og børnene nyder at være der.  Jeg har selv altid elsket kirkens rum, som giver fred, ro og ånderum. Jeg føler mig utrolig heldig i, at det er i det rum, at jeg arbejder.

Jeg er gift med Jesper og bor i Sorø. Sammen har vi tre børn. I min fritid nyder jeg en løbetur i de dejlige skove, og så elsker jeg mine kajakture på Sorø Sø.